Da jeg var dreng, skulle jeg cykle til skole og hjem fra skole. Der var mellem 4 og 5 kilometer til skolen. Det føltes som en evighed at tilbagelægge turen, og ikke nok med det, der var tit en strid modvind, i hvert fald en af vejene. Nogle gange kunne det føles, som om at modvinden beherskede begge retninger. Ud og hjem. Jeg gad ikke at træde i de pedaler. Og så dette monotone flade Østsjællandske landskab, hvor øjet ikke blev udfordret vertikalt. Alt kunne overskues uden at hæve blikket. Jeg hadede at cykle.

Engang stjal Per og jeg en robåd. Vi drev rundt, som drenge gør, nede ved stranden imellem huse og haver, kastede lidt med sten i vandet og kiggede på joller og robåde, der lå på stranden. En af dem fik vi vendt om og endda skubbet ud i vandet. Vores intention var bare lige at prøve den, men det føltes rart sådan at sidde i en båd, og tænk hvis det bare var vores, så vi fik lastet cyklerne og sat årene i toldene og af sted gik det. Ca 2 kilometer sydpå til et gammelt singlesværk der lå forladt i skoven. Turen var munter og humøret højt, vi var blevet bådejere. Cykelturen hjem var det rene svir. Vi lagde planer, store planer og følelsen af frihed rullede i vores årer.

Vores liv består af en masse øjeblikke, en masse steder, en masse møder. Nogle gange vil vi hellere være et andet sted end lige der, hvor vi er. Nogle øjeblikke måtte gerne aldrig have forekommet, og nogle gange er der alt for mange møder, bare ikke lige med hende den lyshårede i den blå kjole …..

At rejse er mere end at bevæge sig fra et punkt til et andet. Fra hjemmet og til arbejdet og fra arbejdet og til hjemmet. Eller fra Horsens til Hobro og tilbage igen. At være på rejse bærer hele tiden bevidstheden om selve rejsen i sig. Fra det ene øjeblik til det andet. Hvert et møde. Energien alle stederne. At rejse giver selvreflektion og bringer indsigt om, hvor jeg kom fra og hvor jeg er nu. Selv det at kede sig på rejsen bærer en kvalitet, der kalder på aktion. Tydeligere end det nogen gange gør i vores daglige liv.

Men i virkeligheden er ”rejsen” en ”state of mind”. Noget man kan beslutte sig for at praktisere. En måde at leve på. Med skærpet opmærksomhed på hvert øjeblik og derefter det næste. En opmærksomhed på hvem vi møder, høre på deres historie, fortælle vores egen. Følelsen af eventyrlyst og udfordring, at føle sig i live.

Og rejser kan gå to veje. De kan gå ud i verden eller til den indre verden. Og på rejsen til den indre verden, er kropsterapi et rigtig godt lokomotiv. Og jeg vil med glæde være din rejseguide på sådan en tur, hvis du får lyst.

I forlængelse af dette skriv om at leve og at rejse, vil jeg lave en fortælling og lægge den op her, om en rejse jeg gjorde sidste år. En rejse til Nepal. Jeg var der også for 40 år siden. Og et af mine store spørgsmål er hvem der havde forandret sig mest på de 40 år.
Mig eller Nepal.