Tavst og uden lyd havde vi bevæget os rundt om hinanden i halvmørke. Flettet os sammen og smeltet langsomt fra hinanden igen. Vi blev til een tavs bevægelse. Vores øjne gled i på skift, og som en Odin med et blindet øje der ikke kunne skue udad, men indad, så vi hinandens energi pulsere i ultaviolette og orange farver, der lagde en lysdimension til rummets svagt oplyste vægge. Du lå på maven med lukkede øjne og hovedet vækvendt. Dit hår lå i uredte tunger ned over dine skuldre, et enkelt sted var en hårtunge gledet ned på madrassen og lavede begyndelsen til en hvirvel, som vand laver hvirvler, når det fosser og bugter sig ned over et fald af store og rundede sten og klipper. Et enkelt sted åbnede hårlokken for et blik til den hulning i din nakke, dannet i mellemrummet mellem de to sener, der støtter kraniet når du står oprejst, men som nu afslappet på madrassen, former din hals, og viser stedet hvor jeg kan indsnuse dig og lugte dig på grænsen mellem dit hovedhår og din krop, på samme måde som at stranden er et specielt sted, ved at være denne smalle grænse mellem havet og landet, og efterlade vandringsmanden med denne særlige følelse af grænseland og stemningsskift. Min frie hånd søgte naturligt og selvstændigt mod dette sted på din krop. Strandbredden ved dit hovedhår og huden der dækker din krop som et ocean der er bevægeligt alt efter solen og vinden. Mine fingre redte dit hår i enkelte grove bevægelser, greb kortvarigt fat, prøvende som en søbrise der blæser bevoksningen og rusker løvet, men er kortvarig. Du bevægede dig med brisen, lod den tage fat, føjede bevægelsen, du var smidig og saftspændt som bevoksningen på en forårsdag. Jeg mærkede mine fingre tage på rejse først blødt igennem nakkens hulning. Det var fingerspids mod hud, det var hud mod hud. Mine øjne gled i og blev til sprækker. Det ultraviolette lys tog over. Jeg så dig som et lysende æg for mig, som et hav i rolige og duvende bevægelser. Min fulde opmærksomhed blev vendt mod mine fingre. Synet blev mere indad. Langsomt, men uden at stoppe bevægelsen fra nakken og ned langs, og på hver side af din rygsøjle, rejste jeg hånden mere op så mine negle fik kontakt med din hud. Først stille og blidt. Neglene skubbede huden til side, som en lille robåd eller jolle ville dele havets vand i to, mens den gled frem igennem, men uden at stikke dybt, for det var bare en dreng der sad i båden. I et kort øjeblik så jeg på dit ansigt. Det lå i skyggen, så jeg måtte mere sanse det end iagttage det, men sammen med neglenes bevægelse ned langs din ryg fornemmede jeg den samme bevægelse omkring din mund og dit øje. En svag bølge af tilfredshed og tilstedeværelse gled over dit lukkede øje og forsvandt ned og væk i mundvigen som et smil der mere kan fornemmes end ses. Den sarte finhed ved dit smil kaldte mig til nærvær. Jeg blev som en impuls opmærksom på rummet vi befandt os i, det svage lys der gav næring til mit øje, blev i et øjeblik mere dunkelt og som et kald på mit eget nærvær borede jeg neglene dybere i din hud, imens at den ubrudte bevægelse havde ført mig forbi den hulning i din ryg, der benævnes lænden. Øjeblikket kaldte heftigt på mig. Jeg sugede begærligt, men kontrolleret, tiden og dig ind i mine lunger, gennem en halvt åben mund. Du hvislede forbi mine tænder, ned i min hals og lunger. Der kom en krusning i dit ansigt. Min hånd og mine negle havde taget en vilje for os begge. Min overkrop var rejst så meget at jeg støttede mig op med en albue på lejet. Så jeg kunne se dig. Så jeg kunne indsnuse dig. Lugte dig. Mærke dig. Sanse dig. I endnu en dyb indånding borede jeg neglene ind i din balle. Uden at stoppe bevægelsen der havde udspring ved hårgrænsen på dit hoved, men nu på grund af dybde standsede og blev til et greb ind i din balle. Et greb der omformede tiden til et nu. I dette nu rejste du din overkrop op båret af armene. I rummets svage lys, der nu kom både over din krop og mellem din krop  og lejet vi lå på, så jeg kunne se dine bryster i en silhuet, og i rummets svage lys så jeg at du skød hovedet tilbage og bag lukkede øjenlåg mødte øjeblikket med intensitet og nærvær og en lethed som Mona Lisa viser med sit ansigt fra maleriets ramme. Et smil som mere er en bekræftelse end et smil. Da øjeblikket var ved at nå til sin afslutning, vendte du ansigtet mod mit og åbnede dine øjne og i et kort øjeblik og i en evighed lynede dine øjne brune og sorte og nåede mine øjne og ind bag dem og forsvandt og forsvandt. Før øjeblikket nåede sin afslutning lænede du dig frem mod mig. Hastigt, men ikke for at være hurtig, måske for at nå det i dette øjeblik, mødtes vore læber i et kys. Et kys der forseglede og fortalte hvad vi netop havde levet. Dine læber formede sig i en bue, måske formede de sig slet ikke, men de var der. Jeg mærkede den lille rundede kant som overgangen mellem læbe og ansigtets hud gør. Jeg kunne mærke denne lille rundede kant millimeter for millimeter. Hele vejen rundt. Din overlæbe ud til mundvigen hvor grænsen blev blødere og tilbage med din underlæbe til den anden mundvig. Jeg mærkede en ubrudt cirkel, der satte et aftryk eller snarere en erindring i mine læber og på min mund, som jeg for altid vil huske som det sarteste kys jeg har modtaget.