Dagen var diset

Historie i 3 afsnit.
2. afsnit.

Middag

De havde selvfølgelig også haft deres, for det har alle, men de var vokset til en enhed af to individer. Som en jordklode med en Sydpol og en Nordpol. Og nu gik de her, og nærmede sig byen. De passerede broen over åen, og herefter blev byen mere til en by, end de spredte huse de indtil nu havde gået forbi. Et fugletræk passerede over dem i en lang kileform, udover strandengene, som nu lå bag dem. Fugletrækket var enten ved at tage af sted eller vende tilbage, det afhang af hvad årstiden var, og fra hvilken position man iagttog. Men det lå fast at fugletrækket var på vej, for det er alting.

Flere af byhusene var nu i to etager. Solide murstenshuse, nogle gulkalkede, og længere inde mod byens kerne var der smukt udførte bindingsværkshuse i flere stokværk. Det var en gammel by. Den havde sikkert været en boplads for mennesker siden at menneskene sejlede i udhulede træstammer. For dengang var landet dækket af skov, og beliggenheden omkring åens udløb i havet, var ideel for menneskene. Åen gav adgang til at trænge ind i landet, og fisk og skaldyr fra havet var en god og rigelig fødekilde. Og fødekilder er vigtig i alles liv.

De passerede et gammelt hus, der havde en fortid som hotel. Og der havde engang boet en kendt digter på hotellet, som havde haft tandpine, og havde skrevet om det på en af ruderne i et af vinduerne. Og efter hotellet startede Nørregade. Det var blevet først på formiddagen og forretningerne var åbne. Nogle handlende var stadig ved at bære deres varer ud på gaden foran deres butik, for om muligt at fremhæve deres vares særegenhed og kvalitet, og øge muligheden for et udkomme af dagens anstrengelse. En lille lastbils skrattende horn fik en lille hund, der umotiveret krydsede vejen, til at vågne op fra sine egne tanker og virkelighed, og med et piv og et spjæt, nå i sikkerhed på fortovet. Nogle børn, der havde set det, ville bøje sig ned og klappe og trøste, men den lille hund havde travlt, og forsvandt mellem menneskerne og ind i en port. Børnene stod tilbage lidt skuffede og uforstående.

På den modsatte side af Nørregade, åbnede gaden sig med en grøn plæne i skyggen under høje træer. Det var byens gamle kirkegård, som ikke længere var i brug. Den lå som en lille park eller en grøn oase, og omkransede kirken, der lå centralt her i byen. Der var rækker af grå og gamle gravsten, hvis indskrifter nu var vanskelige at tyde. I større typer stod der på nogle af stenene et årstal der viste, at det var et par århundreder siden kirkegården var brugt som gravplads. Gaden summende nu af liv, med mennesker i konstant bevægelse, som myldrede rundt mellem hinanden, og alle havde travlt. På samme måde havde gaden for nogle hundreder år tilbage i tiden, summet af liv og menneskerne havde haft travlt med den tids gøremål. Nogle havde følt at tiden var knap, og nogle havde følt at de ikke rakte til, at nå hvad de skulle. Men nu havde de god tid, mens deres knogler lå og tørrede under stenene på kirkegården. Og om hundrede år ville dem, der nu myldrede rundt på gaden omkring, de to af de sidste rigtige mennesker, ligge der på kirkegården og have god tid.

De var ved at være fremme. De standsede foran vinduet. Stod ved siden af hinanden og kiggede ind. Som børn ville have gjort det, skyggede de med begge hænder på siden af deres ansigt og trykkede næsen mod ruden. Den var nypudset og reflekterede lyset. Der var ikke meget at se i udstillingsvinduet, nogle enkelte rammer med fotos i. Efter et øjeblik lænede de sig tilbage og kiggede på hinanden. Et smil gled over deres ansigter. De vidste hvad der skulle ske. I et langt øjeblik kærtegnede de hinanden med  opmærksomhed, som i et favntag, og øjnene glødede i mørket under hattenes skygger, og kiggede bagved og bagved og bagved. Der hvor der kun er ro. Som et brød der brydes efter en faste, brød et smil over deres ansigter og bragte dem tilbage foran forretningen.

Der var en klokke, der gav et ding, da døren åbnede, for dette foregik mens, at verden stadig var gammeldags. De stillede sig ved disken og afventede, mens at ekspedienten rettede sig op fra sine papirer. Han lyste op i et smil, da han så dem, for han vidste de skulle komme.

”Goddag, nu skal I se, der er gjort klar herinde” sagde han ”Vær så venlig at komme med.”

Han slog et forhæng til side, som adskilte butikslokalet fra rummet, der var inde bagved. Manden og kvinden trådte igennem åbningen, og ekspedienten fulgte efter.

”Jeg mener det er bedst med en lys baggrund” sagde ekspedienten og pegede på bagvæggen, der var dækket med et beigefarvet tæppe. Manden og kvinden havde ikke nogen indvendinger, de anså det ikke for vigtigt eller også overlod de bare det faglige til ekspedienten.

”Hvis I vil sætte klæderne…”, sagde ekspedienten, og pegede på et stort spejl, der fyldte på den ene væg. De var nok begge forfængelige, men mere den indre forfængelighed, og ikke så meget den ydre, men når et budskab skal afleveres, er det vigtigt, at der bliver sagt det, der skal siges. Så de stillede sig foran spejlet og tog hinanden i øjesyn. Hattene blev rettede, og hans fjer blev sat, så den havde en klar retning og vilje. Tøjet blev trukket og glattet lidt, og hun tog fløjten af tasken og holdt den synligt i hånden. De var klar.

Ekspedienten viste dem, hvor de skulle stå og hvordan de skulle stå. Da de stod i den rigtige afstand fra væggen, og i den rigtige belysning, gik han om bag sit kamera på toppen af et stort stativ, der stod solidt på gulvet. Først kiggede han gennem kameraets linse, gemt under et sort klæde, så dukkede han frem og tog manden og kvinden i øjesyn. Vurderede et eller andet, vendte sig mod kameraet og justerede lidt på en indstilling. Så forsvandt han igen under det sorte klæde. Med et lille anerkendende, ”sådan”, var han klar. Han holdt en blitz-lampe op foran sig, og lod den pege mod loftet. Der blev taget 7 billeder.

De stod tæt sammen, som en enhed, som et budskab.  Nogle ville sige det ikke var til at afgøre om de smilte. Andre ville sige, at de så ikke bange eller vrede ud. De var som et stykke natur, der var bragt ind i en forretning. Smiler et træ? Er det bange eller vredt? Men de fleste mennesker finder en ro i sig selv, når de er sammen med et træ.

”Jeg tror de bliver gode” sagde ekspedienten, ”og jeg gør, som vi har aftalt, jeg udstiller et af dem i vinduet. Det som jeg finder bedst. Jeg tror nu de alle bliver gode. Skal I så videre nu?” spurgte han henvendt til manden, mens de gik igennem, hvor forhænget var og ud i forretningen. Men der var en ubrydelig atmosfære omkring manden og kvinden. Med et strøg af smil over hans ansigt og et kort nik hen mod ekspedienten, der stadig stod og håbede på et eller andet, åbnede manden døren for kvinden, og de gik ud på gaden og forsvandt i mylderet, som dagen efterhånden havde frembragt. Ekspedienten stod tilbage i sin forretning med en mærkelig følelse i maven og et spørgsmål i halsen, som aldrig nåede at komme ud. Så vendte han sig om og gik tilbage til sit kamera.

 
Fortsættelse følger.