Dagen var diset

Historie i 3 afsnit.
1. afsnit.

Morgen

Dagen var diset, i områder tåget. Det kunne have været en mild septemberdag, hvor luften hænger synlig, dugtung og våd, og dråberne sidder som stjerner og diamanter i det våde græs på blade og grene, hvis ellers solen ville bryde igennem, for lige nu anes den kun ovenover, og mærkes på ingen måde, for kulden slog sig igennem og gav klarhed og skarpe tanker.
Men det kunne også have været en dag i marts måned, måske slutningen af februar, hvor is og sne er forsvundet og vinteren er på retræte, med en dis over landet, skabt af væden fra jorden, væden der blev drevet op og gjort synlig af forårsluftens første åndedrag, og solens tro på en tiltagende magt.
To skikkelser kom gående. De var på vej. De kunne komme alle steder fra, og de kunne komme ingen steder fra, men de kom eet sted fra. De gik mod byen. De var nogle af de sidste rigtige mennesker.

Han var klædt i uldent tøj, strik, filt og skind. Hatten filtet med bred skygge og trukket lidt ned i panden, der viste en målrettethed i hvad han ville og gjorde. En fjer var sat i båndet om hattepulden. Ikke som pynt, men som en støtte der kunne påkaldes, eller bare være til stede og lægge noget til ham selv. Håret var samlet i nakken med et rødt bånd, og bortset fra det røde bånd, hang håret frit og sort udover tørklædet der beskyttede halsen mod kulden, og nåede ned til midt på hans ryg. Han bar en sort ulden frakke med gyldne knapper. Den lignede noget han kunne have vundet i en krig. Den havde sine brugsspor og pletter, der kunne være fra blod, eller fra våd jord eller det grønne på fugtige grene. Sålen på hans støvler var af tykt skind fra et ukendt dyr. Tyk kraftig dyrehud, der dog gjorde det muligt for ham at mærke, hvad der var under hans fødder, mens han gik hen ad vejen sammen med kvinden. Ellers var støvlerne lavet af filt og skind, med farvede mønstre og broderede tegn, der talte om betydningen af de skridt han tog i livet.

Hun var lidt mindre end ham. Bar også en hat, men uden fjer. Hun havde et langt skørt af mørkegrønt stof på. Det gik så langt mod jorden, at man ikke kunne se hendes sko eller støvler. På hendes skulder hang en bordeaux-farvet stoftaske. Selve tasken slog rytmen fra hendes gang ind på hendes hofte. Tasken var ikke tung, men indeholdt noget, måske proviant til turen, måske nogle dokumenter, måske nogle betalingsmidler. Det eneste man kunne se der var i tasken, var en fløjte for den var for lang til helt at blive skjult nede i tasken. Hun havde selv strikket trøjen, hun havde på. Trøjen var nede i skørtet, og et bælte hun havde om livet, var synligt med et stort og rundt sølvspænde placeret på hendes mave, som et markeret centrum på hendes krop. Et slags sjal var svøbt om hendes hals, dækkede hendes ryg og den ene side foran på kroppen. Selvom tøjet var rigeligt, kunne man se, at det var en kvinde der kom gående. Hun bar også en halskæde af turkissten med et sølvlukketøj, men den var ikke synlig for hun bar den inderst inde.
Han bar også noget om sin hals, der var gemt for øjet der kiggede. En amulet – en krystal – der havde fulgt ham så længe, at han ikke længere huskede begyndelsen. Det var svært at sige deres alder, for når man mødte dem havde man solen i øjnene, og hatteskyggen gjorde, at det var svært at se deres ansigter tydeligt. De var hverken unge eller gamle. Han gik med en vandrestav, der var snittet spids i begge ender. Ikke for at have noget at støtte sig til, sikkert mere for at have et værktøj og et våben ved hånden, hvis det skulle blive nødvendigt. De gik sammen side om side, og virkede som en enhed og på samme tid som mand og kvinde. To selvstændige mennesker. Der var ligesom et klart lys omkring dem. Selvom tøjet gav dem en lidt bastant kontur, fornemmede man tydeligt, at fødderne trådte let på jorden, at kroppene var smidige og stærke, og at det var en kvinde og mand der var sammen, ikke fordi de frygtede at være alene, ikke fordi de kedede sig og ikke fordi en konvention havde budt dem det. De var sammen af lyst og glæde og kærlighed. Det var især kærligheden, der svøbte dem i et svagt skinnende lys, som ikke var let at se nu, hvor solen også var ved at bryde igennem.

Og nu gik de her på vejen – ind mod byen
Der begyndte at dukke mennesker op på vejen. De fleste fordybede i egne tanker, på vej mod byen eller fra byen. Enkelte drømmende og i god tid, men de fleste målrettede og med god fart. Livets pulsslag, denne dag hvor tågen og disen snart var dampet højere op og øjnene ikke længere kunne se direkte på solen, for den var blevet for stærk. Mennesker der passerede manden og kvinden, trak lidt ud til siden når de passerede. Bevidst eller ubevidst. Der var noget ved dem, der enten gjorde usikker eller ærbødig. Ikke at de var truende på nogen måde. Men nogle følte en frygt ved dem og nogle følte bare, der var noget mærkeligt ved dem. Der var en oprindelighed over dem, som havde de været de første to af menneske-slagsen. Ikke mange vendte sig for at se på dem, når de var gået forbi. Nogle af blufærdighed, eller noget, andre fordi de havde travlt.
Der begyndte at komme huse langs vejen. De var i udkanten af byen. Det var på en tid, hvor der endnu ikke var så mange biler, enkelte holdt ved vejsiden og indimellem passerede en bil manden og kvinden. En grøntsagsgartner var på vej til byen for at sælge sine porer og sit kål. Manden og kvinden havde været i byen mange gange og kendte til, hvad byen kunne byde på. De boede selv i skoven, og det var der, de hørte til og følte sig hjemme.
Ingen vidste ret meget om dem.

De havde mødt hinanden som unge. Det var mere som, havde de genkendt hinanden og mærkede, at de hørte sammen. Og de havde ingen erindring om fra, hvor eller hvornår, de skulle have kendt hinanden, for allerede dengang var de to mennesker, som kun levede i nuet og spiste af de frugter, som dagen gav. I hinanden havde de fundet en barndoms legekammerat, og en ungdoms forelskelse. Og de havde formået at lade dette være essensen i deres liv sammen. Så der havde været meget leg og sang og fløjtespil i deres liv sammen i huset i skoven.

Fortsætter næste uge.