Dagen var diset

Historie i 3 afsnit.
3. afsnit.

Aften

Manden og kvinden gik videre. Et løfte var indfriet. De havde givet deres bidrag nu. De havde stadig denne særlige udstråling, der kunne blænde nogle, så de måtte skygge for øjnene med en hånd eller vende sig bort. Målet for manden og kvindens vandring var Strandskoven, som lå langt efter at byens sidste huse var passeret og det sydlige overdrev og moseland var lagt bag dem. Der blev hele tiden et åbent rum omkring dem i menneskeflokken på deres vej ud af byen. De så anderledes ud, som de kom gående der i deres mørke uldtøj og med filthatte. Han med en fjer i båndet omkring hattepulden, og hun med sin taske over skulderen med fløjten i. De bar en højtidsstemning med sig i den begyndende eftermiddag. De kom forbi smukke byhuse bygget af dygtige håndværkere, som bar på en lang og gammel tradition om at håndtere og behandle, træ og sten på fineste vis. Da de nærmede sig byens udkant, var der haver foran husene ud mod vejen. Tilgroede haver med træer og buske og nogle gange krat som i en urskov, og det kunne gøre en forbipasserende nysgerrig på hvilket eventyr, der gemte sig inde bag forhavens vildskab. En vildskab der blev akkompagneret af fugle som sprang rundt under buskene og kradsede jorden, og derved kvaste visne blade, og som nogle gange måtte flygte op i busken eller træet, fordi en kat havde ligget på lur og pisket med halen og håbet på et måltid. Og et insekt kunne summe forbi, upåvirket af dramaet, og hvis man havde haft øre, der kunne høre det, ville man have opfanget lyden af planter og kryb, der langsomt snoede og pressede sig op gennem den sorte muld, for at komme op i lyset og give hver sit bidrag til livets store sang, og få sin egen stund i evighedens store fortælling.

Til sidst holdt byen op. Et vådt engstykke gjorde forskellen. Her holdt menneskenes land op. Jordbunden havde gjort det for usikkert at bygge huse her. Fra tue til tue kom de gennem det våde stykke. Overdrevet var et åbent stykke land med lyngtotter og småtræer. Om sommeren græssede der får her. Nu var her tomt for får og for mennesker. I horisonten stod skovbrynet mørkt og tydeligt. De fulgte en sti fårehyrderne havde trampet, og kort før de nåede skoven, så de fugletrækket komme ind over skoven og i en stor bue dreje ud over vandet, der lå på den anden side skoven. Som natur der vender tilbage til natur, gik de ind i skoven og lod byen og menneskene bag sig. De fulgte en smal og snoet sti, der førte dem ud mod stranden og vandet. Om det var stien der havde snoet sig rundt omkring træerne, eller det var træerne, der gav pladsen til stien, og respektfuldt lod den passere hvorhen den ville, var svært at svare på, men også ganske overflødigt. Det væsentlige var, at den førte ned til stranden og til havet. Og netop havet var de to vandreres mål.

Det var hen sidst på dagen, da de nåede sandstranden. Det var tæt på havblik og vindstille, om end der lød små kluk fra små bølger, der slikkede mineraler i sig fra rullestenene i strandkanten. Ude over vandet byggede en dis sig op, og ville sikkert i løbet af aftenen bredde sig ind over landet, og sænke temperaturen et par grader mere, end hvad den synkende aftensol ville gøre, når den med sit rødmende lys, trak sine stråler og sin varme til sig for at give plads til nattens herskere.

På dette særlige og præcise sted, hvor havet møder jorden, stod manden og kvinden et lille stykke tid. Der var ingen vemod, kun glæde. De tog hinanden i hånden og vandrede ud i vandet. I starten gik de i vand til anklerne på rundede sten, der havde ligget på dette sted i årtusinder, og var formet af tiden, vejret og vandet, men mest af tiden. Da de kom lidt ud fra stranden, begyndte deres støvler ikke at røre bunden. De gik i vandet. Da de to skikkelser fra stranden at se, var blevet mere utydelige i aftendisen, lignede det at de gik på vandet…og nu at de ikke rørte vandet, men gik i luften. Deres skridt førte dem højere og højere op i luften. Hvis der havde stået nogen på stranden, ville de have hørt tonerne og sangen, der kom fra en åbning i himmelhvælvet ude over vandet. Aftendisen som nu rullede ind mod landet, gjorde det svært at se det klart, men det var denne åbning i himmelhvælvet, de gik ind i. Og hvis der virkelig havde stået nogen på strandbredden, ville de have sagt, at det ikke kunne lade sig gøre, men ville alligevel have følt sig grebet af øjeblikkets skønhed. Til sidst blev de væk i aftenens dis, og åbningen, hvorfra der havde lydt sang, og lys var strømmet ud, lukkede sig til, og tågen og disen rullede nu tykt ind over landet, og endnu en nat, stod foran sin begyndelse. Manden og kvinden forsvandt igennem en åbning til et andet sted. Og ingen så da det skete, og ingen ville have troet det, hvis de var blevet det fortalt. De fleste ville tænke, at de aldrig havde eksisteret.