1. afsnit af mit liv som træ og mit liv med kvinderne.

I det følgende vil jeg skrive om noget fra mit eget liv. Et af de vigtige kontaktpunkter i mit liv. Kvinderne.
Hvornår forstod jeg mig selv som polyamorøs?
Hvornår bliver et træ til et træ?
Når det hænger som et agern på egetræet? Eller når agern rammer jord? Når det spirer som kimplante? Hvad så når kimplanten bliver trådt ned af en hestehov, og ligger massakreret indtil næste forår, og en livsgnist alligevel sender en lille ny spire op i sollyset? Og de første år, hvor held eller tilfældighed reder et nyt egetræ fra at blive gnavet ned af harer eller, at mus spiser barken i den fulde omkreds så vand og næring ikke når ny grenvækst og bladhang.
Eller er et træ først et træ, når det når en højde og en tykkelse, så det kan ses på afstand, man kan få øje på det, og kan tage bestik af det. Når man kan hænge en barnegynge op i et træ, ved man med sikkerhed, at det er et træ, man har for sig.

Jeg er blevet et træ nu.

Men hvornår jeg var et agern på et egetræ er uvis for mig. Måske altid, måske opstod jeg der på et tidspunkt, som et frø eller en mulighed, hængende på en gren i min egen underbevidsthed.

Men jeg ramte jorden i 1994!

På det tidspunkt var jeg i processen med at afslutte et forhold med en kvinde, som jeg havde boet sammen med i syv år. Det var smerteligt, særligt fordi der var to børn, der skulle kaldes på, og som skulle have nyheden. Jeg var i starten af fyrrene, og var stadig ikke helt nået til den bjergtop, hvor udsynet er godt og overblikket stort, og hvor man forstår at livet engang vil slutte. På dette tidspunkt havde jeg flere langvarige forhold til kvinder, bag mig. Jeg havde boet sammen med dem hver især, delt sorger og glæder og liv. De forskellige forhold med kvinderne vil jeg beskrive som gående fra det borgerligt ordinære og kedsommelige til det ekstraordinære erotiske og følelsesmæssige udfordrende og til det manisk ekstreme. Fælles for mine forhold med kvinder var at det var monogame forhold. Sexuelle monogame, og faktisk mere end det. Der var en underskov af ubevidste afhængigheder og kontrakter, der bandt os i vores handlinger og først og fremmest i vores egen udvikling som mennesker.

Jeg var som en nyklippet bøgehæk ved Sct Hans. Strikt i formen, og hvis noget havde stukket for langt ud, var det blevet klippet af.

I enkelte perioder havde jeg levet alene, som mit eget bevidste valg. På et tidspunkt brød jeg ud af et forhold, fordi jeg manglede at undersøge et liv som munk. Som eneboer der fordybede sig i meditation og søgen efter livets visdom. Således levede jeg i cølibat gennem nogle år, og det kostede mig smerte og besvær at finde tilbage til et liv i polaritet, med interesse og åbenhed over for kvinder og det kvindelige igen.

Jeg er selv vokset op i en familie med far og hjemmegående mor, og to søstre. På mange måder en lykkelig barndom i en tid, hvor man hørte mest radio, og fjernsynet var nyt og en telefon var noget der sad fast i væggen med en ledning, og vi børn skulle spørge om lov hvis vi ville bruge den. Det var en familie, der levede i beruselsen af nye materielle goder og velstand i årtiet efter 2. verdenskrig. Men materiel lykke og begejstring har en udløbstid. Det var ikke lykkeligt for manden og kvinden i familien, deres forhold endte med skilsmisse kort efter, at jeg var flyttet hjemmefra som 17-årig i et kæmpe ungdomsoprør, og havde smækket grundigt med døren efter mig. Den prægning der imidlertid var plantet i mig, i mit livs begyndelse, var at en familie er en mand og en kvinde og 2 eller 3 børn. Sådan var det. Jeg tror ikke engang det var en bevidst tanke for mig. Det var et program.

To mennesker smelter sammen og bliver til en. Og det er rigtig smukt! Det var først mange år senere, at jeg fandt ud af, at det for det meste er katastrofalt. Man bliver to halve. Dette romantiske billede af kærligheden, hvor manden er stærk og kvinden er smuk og hvor unionen er ubrydelig, blev fodret i rigtig mange af os fra min generation, båret af kulturen og af forældre og bedsteforældre.

Gennem årene var jeg blevet klar over, at de forskellige forhold jeg havde levet med forskellige kvinder, var en udviklingsvej for mig. Hver gang et nyt forhold skulle begynde, var jeg opmærksom på noget jeg i hvert fald ikke ville gentage endnu engang, noget som skulle forandres. Så på en måde var jeg på vej op af en trappe med trin der havde forskellige højder. Nogle var nemme at komme op på, nogle var anstrengende. Og inden i mig levede ønsket om at finde den rette kvinde, det var det der drev mig. Hun skulle være smuk, og det skulle være smukt. Idealer betød meget.

Da jeg ramte jorden i 1994, var jeg i et smerteligt opbrud fra den familie jeg havde prøvet at skabe sammen med en kvinde. Jeg var kommet i kontakt med en shaman, Nomad som kom fra en Nordamerikansk sort/indiansk tradition, og underviste i indiansk filosofi her i Danmark. En gammel dragning imod netop indiansk viden og visdom bragte mig til nogle kurser Nomad holdt. Jeg var interesseret i at møde ham, og måtte ”æde” at deltage i et kursus for mænd, med titlen ”Hvad er en mands værdi”. Jeg syntes der kunne være noget fimset over sådan et kursus. Følte ikke jeg havde brug for temaet, men…. tog med. Jeg var tydelig omkring at få vist, at jeg ikke var bøsse og at ingen skulle forledes til at tro, at jeg var sådan en hønsestriksmand, der havde noget at sidde og tude eller jamre over.

Retræten varede 4 dage, og på 3. dagen overvejede jeg stadig, at jeg kunne få noget fornuftigt ud af weekenden, hvis jeg tog hjem. På 4. dagen var det ligesom at blive sat i en rumraket og skudt af, jeg kom på en kæmpe flyvetur, hvor tråde fra weekenden blev bundet sammen til et reb af mening og forståelse. Vi var 13 mænd samlet i fire dage i snevejret i en hytte i skoven. Det blev livsændrende.

Senere var der en retræte tilsvarende for kvinder, og om foråret var der en retræte for dem der ønskede det, fra mande – og kvindecirklen. En retræte som handlede om forhold og relationer. Rabit medicine.

fortsættelse følger om en uges tid